Aloo Tikki (indisk kartoffel/ærtesnack)

Namaste!

Oprindeligt kommer disse små hapsere fra Nordindien men bliver solgt af gadesælgere i hele Indien. Over hele kloden har populære indiske snacks, chaats, vundet udbredelse. Også på Buddhas Brownies. De skønne kikærtesnacks pakoras hører også under denne kategori, og du kan finde en version med ramsløg her.

Helt i tråd med indisk tradition serveres aloo tikki her med en tamarind-chutney.
Garam masala, spidskommen og knust chili kan købes i mange velassorterede supermarkeder. Er du så heldig, at kvarteret er beriget med en grønthandler eller kiosk med varer fra de varme lande, så køb dine krydderier der. De er billigere og kvaliteten er generelt højere. Hverken garam masala og spidskommen er normalt stærke, men chili kan erstattes med en mild paprika, hvis du ønsker en mildere børnevenlig udgave.  Uden at have testet det, forestiller jeg mig at snacken kunne blive et ganske stort hit hos børnefamilier hvis krydringen tilpasses.

Server "dellerne" som snack med en tamarind-chutney, opskrift findes ligeledes i pakora-indlægget. Du kan også servere dem med en god tomatketchup. Jeg anbefaler den økologiske fra Urtekram. De fungerer også fint som en del af et større måltid evt. som en slags rösti.

12 stk.
500 g. kartofler, kogte og mosede
1 tsk. salt
1/4 tsk. friskkværnet peber
100 g. grønne ærter
½ spsk. ingefær, finthakket (kan udelades)
1/4 tsk. garam masala (indisk krydderiblanding)
1 tsk. stødt spidskommen
1 tsk. knust chili (chiliflager) el. chilipulver (efter smag og styrke, kan erstattes af paprika)
olie eller vegansk plantemargarine til stegning (eksempelvis fra AMA økologisk, Fri eller Nutana)

De frosne ærter overhældes med kogende vand og moses let. Blandes med de øvrige ingredienser. Udnyt at blandingen ikke indeholder æg og smag til, så krydderimængden passer til dit, familiens eller gæsternes smagsløg. Lad blandingen trække i køleskab i ca. 20 - 30. min.

Del blandingen i 12 lige store dele, der alle trilles til kugler og trykkes flade. Tykkelsen skal være cirka 1,5 cm. Steges i ca. 5-8 minutter på hver side ved middel/høj varme, eller til overfladen er brun. Det anbefales kun af vende dem én gang, da de er meget bløde og kan gå i stykker. Af samme grund kan det anbefales at bruge en tynd palet under stegningen.

Velbekomme!

2 shout-out(s):

jensdrejer sagde ...

Jeg plejer at vende mine indiske kartoffeldeller(som jeg kalder dem) i rasp før jeg steger dem. Det er måske ikke helt autentisk, men jeg synes det giver dem et lille pift med den sprøde yderside.

Buddhas Brownies sagde ...

Det lyder som en rigtig god ide, som jeg vil afprøve næste gang!

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...