Peanut/chili-dip.

Kæresten og jeg var på togtur. På alle togture over 13 minutter skal man have mad med!!
Så jeg ville liiiiiiige smække nogle ruller sammen til turen, hvilket dog resulterede i, at vi først nåede afgangen efter den planlagte. Jaja...

Jeg har lavet ruller før, men jeg har ikke villet blogge om det, før jeg fik bikset en dip sammen, jeg var tilfreds med. Det synes jeg er lykkedes nu.

Det skal du bruge:
1 spsk smooth peanutbutter (jeg brugte den fra Urtekram)
1 rød chili uden kerner.
1 tsk hakket ingefær
3-4 fed hvidløg (eller 1 minihvidløg)
1 spsk citronsaft.
2-3 spsk sojasauce
1 dl. vand.

Sådan gør du:
Smadr hvidløg, ingefær og chili efter bedste evne!
Smid det i en lille gryde med peanutbutteren, Lad det få lidt varme.
Tilsæt sojasauce og citronsaft.
Tilsæt vandet, og rør indtil saucen er ensartet.

Brug dem til ris eller pasta som den er nu, eller køl den af, og brug den til de friske ruller eller grøntsagsstave.

 
Rullerne fyldes HELT efter din fantasi! Det vigtigste er, at det skal være SPRØDT!
Her er de rullet med spidskål samt gulerødder og zuchini i juliene.

Bananblomst i kokosmælk

På besøg i Struer og forbi Gimsing Kiosk for en sludder og nogle spændende tamilske ingredienser.
Der faldt vi over en super sjov dims. En bananblomst! Fantastisk ser den ud, sådan en dims.


Rå smager den lidt ligesom helt grønne bananer. Og har i øvrigt samme evne til at klistre til gane, tænder og tunge! Men ved lidt tilberedning bliver den faktisk rigtig god. Som kæresten sagde: "Det smager jo af asiatisk butik!".

Her har jeg brugt den i en helt klassisk asiatisk smagskombination: chili, hvidløg, ingefær, kokosmælk og sojasauce.

Det skal du bruge:
1 bananblomst
2 små løg eller et stort
165 ml kokosmælk
3-4 fed hvidløg (eller et minihvidløg)
ca 1 spsk hakket ingefær
1 stor rød chili uden kerner
2-3 spsk sojasauce
en håndfuld cashewnødder
basilikumblade til pynt
lidt olie.

Ca. 1 l. vand
et par spsk citronsaft
1 tsk salt.

225 g gode (!) nudler


Sådan gør du:
Fjern de yderste røde blade på blomsten. Skær stilken af, og skær blomsten over på langs.
Fjern hjertet. Du kan godt bruge dette også - men det er mere bittert end resten af blomsten.
Bland vand, salt og citronsaft. Snit blomsten i fine strimler og læg dem straks op i vandet.

Kog nudlerne.

Lad det ligge deri i 5 min. Imens hakker du løg, chili, ingefær og hvidløg.
Svits løget i olien. Smid bananblomsten i et dørslag og få alt væsken ud.
Kyl den og nødderne op i panden/wokken til løget.
Steg i et par minutter og tilsæt så chili, hvidløg, ingefær, citronsaft og sojasauce.
Efter et minut tilsætter du kokosmælken og varmer igennem. Bland med de kogte nudler og smag til med salt og evt. ekstra af de øvrige smagsgivere.


Baba Ganoush

Det er fedt selv at være stolt af det man laver. Jeg er efterhånden lidt stolt af min blog.
Endnu federe er det, når andre kan lide det man laver.

I torsdags til Nonstop Cuisine, som folkekøkkenet på Instituttet hedder, lavede jeg en Baba Ganoush, som virkelig faldt i folks smag. Især på lækkert rugbrød - så brug den som pålæg.

Kunsten bliver så at genkalde, hvad jeg puttede i.



Det skal du bruge:
3 auberginer
2-3 fed hvidløg (eller mere efter smag, men pas på!)
2 bundt persille (hakket).
Saften fra 1 citron.
Ca. ½ dl olivenolie.
salt og peber.

Sådan gør du:
Sidney Lee ville på en fornuftig dag kunne lave denne dip - så nogen stor kunst er det sgu ikke.
Dog tager det noget tid, mens auberginerne er i ovnen (her kan du evt. putte selvbruner på).
Prik en masse huller i auberginerne med en gaffel. (Jeg har glemt hvorfor - men det er vigtigt, tror jeg!).
Smid den på en rist og ind i ovnen i 45-60 min. ved. ca. 200 gr.

Tag dem ud og skær dem i både (som på billedet).
Lad dem køle af, til de kan håndteres.
Fjern skindet og smid auberginerne i en skål sammen med hvidløg.
Gør blandingen godt igennem, til alle hvidløgstumper er væk.
Bland citron og olivenolie i, og rør den hakkede persille i.
Smag til med salt og peber.

Nydning, fintænkning og forberedelse

Lige for tiden bruger jeg det meste af tiden på førstnævnte. At nyde.
Nyder mad, nyder familie og venner, nyder kæresten, nyder solen. Fantastisk!

Fintænkning bliver det til i perioder. Når jeg beslutter mig for det! Fintænkning er fantastisk vigtig at dyrke og rart at slippe for - alt afhængig af, hvad man har brug for.

For et års tid siden fyldte det meget. Det blev til en del raptekster.
Her for nylig blev en af teksterne indspillet.  I en helt anden sindsstemning end den var blevet til i.
En cementeringen af det faktum, at skifterammen kan skiftes, og at beatet kan kontrolleres.

Lydmor klarede tangenter, beats og pornovokal til den store guldmedalje. Ja, ligesom alt andet musik, hun beslutter sig for at give sig i kast med. Kudos afsendt til naboblokken på Trøjborg.




Om 10 dage er jeg på vej til Tanzania. Wow.
Lige nu skifter jeg mellem at hovere og fryde mig og så skrige af spænding.
Det går op for mig, at jeg rent faktisk skal tusinder af kilometer væk hjemmefra.
Fra sproget, familien, kæresten, vennerne, værelset, ...
Wow. Det skal jeg lige vænne mig til. Hvilket jeg måske har gjort om en måneds tid.

Indtil da er her et stemningsbillede:


 Markedet i landsbyen, hvor vi skal bo.


Pas på jer selv!
Category: 1 shout-out(s)

Portobellosvampe med avocado-koriandercreme

Svampe, avocado og frisk koriander. Ahh! Disse ingredienserne storhitter - sammen med de asiatiske smagsgivere, der er brugt i denne ret - i mit køkken.
Koriander har et meget kraftig smag, som man nok enten elsker eller hader. Jeg synes, den er rigtig god, da den virkelig giver kraft til både smag og duft.
Avocadoen fungerer her på samme måde som smørerost i mange opskrifter på fyldte svampe. En lækker, cremet konsistens. Men smagen af avocado trækker bestemt også frem.

Jeg kan godt lide krydret mad, og denne ret er relativt stærk. Jeg tror dog ikke, at den slår benene væk under nogen... Jeg serverede den med en let nudelsalat med persille, grønne bønner og koriander for at blive i smagstemaet - men på en diskret måde.

2 portobellosvampe
1 avocado
3/4 bundt frisk koriander
1 stor gulerod
2 forårsløg
½- 1 rød chili*
3-4 fed hvidløg
ca. en terning ingefær.
1 spsk. sojasauce
citronsaft.
salt og peber
lidt pinjekerner til drys.
Persille, koriander eller andre urter til pynt.

* afhængigt af styrke og din liking. Jeg brugte 1 uden kerner  

Riv guleroden groft og smid den på panden med forårsløg i tynde skiver.
Tag forsigtigt stokken af svampene og hak dem godt - smid dem ned i panden også.
Svits et par minutter. Bruger du lav/mellem varme behøver du ikke fedtstof. Brug evt. lidt vand.
Kør chili, hvidløg og ingefær i minihakkeren og smid det i panden, når grøntsagerne er næsten færdige.

Nu kan du smage grøntsagerne til - men den SKAL være lidt stærk på dette tidspunkt.

Blend avocado og koriander sammen med en stavblender. Har du ikke sådan en, kan du mase avocadoen med en gaffel og blande hakket koriander i. Dette giver i øvrigt en lidt grovere konsistens, som nogen måske vil foretrække.
Bland avocadomasse og grøntsager.
Smag til med salt, peber og citronsaft (smager skønt sammen med de øvrige ingredienser, men forhindrer også avocadoen i at brune - i hvert fald til en hvis grad).

Fyld svampene og drys med pinjekerner. Skal have ca. 25-30 min i ovnen.
Drys med masser af friske urter (eksempelvis persille og koriander).

Velbekomme!


Her serveret med en enkel nudelsalat med persille, koriander og grønne bønner
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...