På et tidspunkt bragte jeg en opskrift inspireret af disse "Black bean brownies" fra Happy Herbivore. Jeg var dog ikke helt stolt af hverken opskrift eller billede og besluttede mig for at tage den ned igen. Siden har denne blog ikke huset en eneste kageopskrift (bortset fra pandekagerne), hvad man ellers kunne forvente bloggens navn taget i betragtning.
Dette bliver der rettet op! Disse veganske cupcakes er virkelig lette og bløde men med en vidunderlig sprød skorpe. Det er de mest fan... blablablablabla... utroværdigt bloggersnak...
Apropos navnet: Jeg er i gang med projekt "den ultimative opskrift på veganske brownies". Glæd dig, de officielle Buddhas Brownies vil (forhåbentligt) inden længe være at finde her på siden.
Natron og bagepulver opfører sig lidt forskelligt. Førstnævnte kræver syre for at virke (kommer i denne opskrift fra æblecidereddiken). Bagepulver er til gengæld sammensat således, at det hæver af sig selv. Jeg har flere steder set begge dele brugt, og jeg mistænker dem for i fællesskab at give kagerne den bløde konsistens og den smukke brune farve.
Kan du få fat på store og høje cupcakeforme er det klart at foretrække. På billedet nedenfor er der dog brugt almindelige bageforme, da jeg ikke havde andre. Vær opmærksom på at bagetiden formentligt bliver forlænget af større forme.
Alle ingredienser kan fås i almindelige supermarkeder, men tjek plantemargarinen for mælk.
Kagerne kan serveres med eller uden glasur/frosting. |
ca. 24 cupcakes (almindelige bageforme).
Det skal du bruge:
1 spsk. æblecidereddike
3,5 dl. soja-, ris- eller mandelmælk
1 tsk. bagepulver
½ tsk. natron
250 g. mel (4,5 dl.).
80 g. vegansk plantemargarine, smeltet (eksempelvis Ama økologisk, FRI eller Nutana).
200 g. sukker
½ tsk. salt
1 tsk. vaniljekorn (vælg ægte vanilje og gå på kompromis et andet sted!)
1,5 dl. kokosmel.
Ønsker du frosting (amerikansk glasur) kan du finde inspiration her.
Det skal du bruge:
1 spsk. æblecidereddike
3,5 dl. soja-, ris- eller mandelmælk
1 tsk. bagepulver
½ tsk. natron
250 g. mel (4,5 dl.).
80 g. vegansk plantemargarine, smeltet (eksempelvis Ama økologisk, FRI eller Nutana).
200 g. sukker
½ tsk. salt
1 tsk. vaniljekorn (vælg ægte vanilje og gå på kompromis et andet sted!)
1,5 dl. kokosmel.
Ønsker du frosting (amerikansk glasur) kan du finde inspiration her.
Sådan gør du:
Tænd ovnen på 180 grader .
Bland æblecidereddike og plantemælk, stil til side i 5-10 min til væsken begynder at skille.
Sigt mel, natron og bagepulver ned i en skål.
Pisk mælkeblandingen, smeltet margarine, sukker, salt og vaniljekorn grundigt.
Tilsæt melblandingen lidt ad gangen, og rør rundt med en grydeske til dejen er ensartet. Brug ikke elpisker, og undgå at bearbejde dejen for meget. Dette aktiverer melets gluten og resulterer i en alt for tung kage. Vend til sidst kokosmelet i.
Bruges almindelige små papirforme er det en god ide at bruge to forme ad gangen.
Fyld formene halvt - 2/3 og bag ca. 18 - 20 minutter (lidt længere hvis der bruges store forme) til overfladen er lysebrun og springer tilbage ved berøring.
Palmer fra tre forskellige kokossorter |
Smukke vaniljestænger (Zanzibar) |
Billederne er fra mit ophold i Tanzania år 2010. Se flere smukke billeder i indlægget, Mit Afrika.
2 shout-out(s):
Jeg synes de ser rigtigt gode ud - de virker heller ikke rigtigt liiige så usundte som mange cupcakes er :)
Hej Linn og tak for kommentaren...
Jeg skar faktisk ned på margarinen. Egentligt ikke for at gøre den mere fedtfattig, men for at undgå "margarinesmag". Det gjorde intet, tværtimod...
Send en kommentar