Appelsinsimrede limabønner

Jeg elsker krydderier. Jeg elsker stærkt mad, men jeg elsker især krydderier. Krydderier kan give både varme og skarphed afhængigt af, hvad man ønsker. Disse limabønner, som også er kendt som smørbønner eller butterbeans, får lov at hygge sig i en dejlig frisk appelsin sauce. Det giver en sødme og syrlighed som går super godt med nogle varme krydderier. Derfor har jeg serveret dem med savoykål svitset med spidskommen, garam masala, fennikelfrø og lidt chili. Jeg bruger især denne tilberedning, når jeg har en rest kål, der ikke længere er så spændende og krydrer med de krydderier, jeg nu måtte have. Deraf navnet slumpkål. Du kan dog også servere bønnerne med en salat eller andet tilbehør.


Server med ris. Et drys basilikum på toppen giver retten et løft.


Tip til bønnerne: Kog dem med lidt gurkemeje. Det giver dem en smuk gul farve, der passer rigtig godt til denne ret. Men pas på, når du hælder vandet fra. Denne arrogante rod er fuldstændig ligeglad med, hvad du synes, den skal og ikke skal farve gult. Desværre kender jeg ikke målet inden iblødsætning og kogning, men mængden er dog heller ikke vigtig. Har du mange til overs, kan du med fordel smide dem i fryseren eller lave hummus af dem.

Appelsinsimrede limabønner:
300 gr. limabønner kogt med gurkemeje/250 gr. efter hinden er fjernet (alt. 1 dåse)
230 ml appelsinjuice
1 spsk. finthakket ingefær
2 spsk. sojasauce
1 spsk. risvineddike
1 spsk. sukker (kan udelades)
½ -1 tsk. stødt koriander
2-3 fed hvidløg
1 spsk. citronsaft.

Så snart bønnerne er kogt, pilles den tykke hinde forsigtigt af. Bruger du bønner, der allerede er kogt, kan du overhælde dem med kogende vand og lade dem trække i et par minutter. Alle ingredienser blandes i en lille gryde og simrer i 10 - 15 minutter, til smagen er trængt ind i bønnerne.
Går godt med ris og kål. Brug væden som sauce.


Slumpkål:
Opvarm lidt olie i en pande og tilsæt krydderier. Jeg brugte ca. 1 spsk. fennikelfrø, ½ tsk stødt spidskommen og 1 tsk. garam masala. Svits krydderierne i 1-2 minutter, til duften har spredt sig på hele matriklen. Tilsæt snittet spidskål, hvidkål, savoykål, you name it! Jeg brugte desuden ½ rød chili uden kerner. Hæld et par spsk. vand ved, så det ikke brænder på. Tilsæt en tomat i tern, og lad retten simre et par minutter. Smag til med salt (garam masala indeholder peber).

0 shout-out(s):

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...