Buddhas Brownies

Neglene var sorte (og bortset fra et par stykker på højre hånd var jeg blevet ret hardcore til at lakere dem selv!) og øjenlågene ligeså. Det var bukserne i øvrigt også, og bortset fra det skinnende Metallica-logo havde trøjen samme farve. Verden blev styret af en psykopat der hed George Bush, og Rage against the machine blastede "Know your enemy" ud i værelset, da jeg for syv år siden gik på Rovvig Efterskole.

Året før var jeg stoppet som vegetar efter en skinketoast havde sneget sig ind på mig. Der havde det endda holdt hele dagen. Denne dag følte jeg mig dog langt mere forberedt. Jeg havde overvejet vegetarismen i et par dage, og nu måtte det ske inden jeg ombestemte jeg. Selvsikkert marcherede jeg ud til køkkenpersonalet og proklamerede, at jeg fra denne dag ikke spiste kød. Ja, altså på nær fisk. Begge søskende var pescetarer, og på det tidspunkt var vegetar for mig lig med pescetar.

Det var før skolen ændrede til en grøn profil, som de har i dag, med fokus på grøntsager. Det var smagfuldt kød, er jeg overbevist om, og det skortede ikke på mælk, ost og æg. Det var ikke altid lige nemt at overbevise vennerne om at min nye grønne vej var the way to go, når dagens specialret bestod af kogte brune bønner (uden nogen form for sauce) der lige skulle varmes i microen.

Safran Foers sidste sider blev læst færdig i Kbh NV hvor jeg besøgte en ven. Med spændende grønthandlere og Nørrebro en gåtur væk følte jeg mig virkelig på veganerhjemmebane, selvom Århus også rummer gode vegetariske muligheder. Jeg gør det altså ikke nemt for mig selv, forklarer min ven mig ellers når snakken kommer på madvarer, jeg ønsker at undgå. Det ved jeg godt. Og nogle gange har det også været nemmere end andre.

Da jeg som 15-årig var på spejderkursus i en patrulje på seks spejdere der slet ikke kendte hinanden, skulle jeg forklare hvorfor det var vigtigt for mig, at kødet blev stegt særskilt. Efter at have vandret med rygsækken på hele dagen betyder mad ganske meget for det videre sammenhold. Mætheden og trygheden følges ad. Og så kommer der gudhjælpemig en provinsknægt der vil skabe mere opvask på grund af mærkelige principper?

De respekterede det. Første aften forstod de det ganske vist ikke alle sammen. Men som ugen gik, og vi kom tættere på hinanden, støttede de mig selvom det besværliggjorde madlavningen en smule.

Til jul sørger min mor for en hel vegansk menu udover den traditionelle julemad. Herudover bliver der i øvrigt eksperimenteret med at finde en løsning på den udfordring som én mandel til to forskellige skåle ris a la mande giver. Og til middag hos min storebror, der ikke længere selv er vegetar, serverede han engang en tre retters vegansk menu da han så det som en spændende udfordring.

Grunden til at jeg i dag syv år efter opholdet på efterskolen for længst har droppet fisken og ydermere er blevet veganer, må kunne findes i den støtte folk har givet mig. Også på trods af at de ikke altid har forstået det.

Hvorfor veganer?
Jeg er ikke specielt glad for dyr. Ikke forstået sådan at jeg ikke kan lide dem, bevares. Men med et smil på læben kan det siges at min manglende passion for dyr i starten var lidt af et issue, da det gik helt i mod mit eget billede af, hvad en vegetar var. Jeg skulle heller ikke være veganer, det vidste jeg med sikkerhed. Veganere var ekstremistiske stakler helt uden for pædagogisk rækkevidde.
Derudover har jeg ikke altid troet lige meget på ideen om den ”politiske forbruger” som løsning på tidens klima- og bæredygtighedsproblemer. Det gik dog hurtigt op for mig at det vigtigste ikke var at finde den bedste grund til at vegetar. Da jeg i starten forklarede min vegetarisme, brugte jeg etiske argumenter. Sundhed betød ikke ret meget for mig, snarere tvært i mod tror jeg. Jeg havde gymnasiet igennem den opfattelse, at sundhed var direkte uforeneligt med det at være musiker. Tværtimod skulle min musikerpersona helst fodres med cigaretter og tirsdagsøl i øvelokalet.
Interessen for sundhed kom dog stille og rolig, og det har især været en drivkraft for mig at kunne have et svar parat, når eksempelvis proteinmyten blev bragt på banen (hvilket den gjorde og gør ganske tit!). Hvad der i begyndelsen handlede om det basale omkring ernæring, udviklede sig til nørderi omkring sammenhænge mellem kostvalg og sygdomme. I stedet for blot at finde en liste over calciumholdige fødevarer, fandt jeg nu videoer på Youtube fra dygtige læger, forskere, diætister osv. som gav mig et helt andet indblik i vores madvaner, end nogen simplificeret madpyramide på noget tidspunkt ville kunne give. I starten troede jeg ganske enkelt ikke på at veganisme kunne være sundt. Men det er ikke bare muligt at leve sundt som veganer, jeg begyndte også at se denne livsstil som en måde at sikre sig mod en lang række sygdomme. Jeg begyndte at udvikle et andet syn på veganisme.

Buddhas Brownies
Havde det ikke været for forummet på vegetarkontakt.dk, var jeg formentligt aldrig blevet veganer og havde næppe heller haft samme viden om kost og sundhed. Utallige fællesfrådere (et knap så misvisende ord for fællesspisningerne rundt i landet der altid bugner af mad!), fester, folkekøkkener og lignende med fantastiske mennesker derfra har gjort at vegetarisme er blevet så stor en del af mit liv. Derudover var det her jeg fik interesse for vegansk madlavning, opskrifter og fotografering på kanten til det madpornografiske.

Buddhas Brownies blev dog først til efter lange overvejelser. Jeg mener, man udgiver jo kun en CD hvis man mener at være musikalsk, og man laver sgu ikke en madblog hvis man ikke har tiltro til sine egne kulinariske evner. I lang tid fortalte jeg mig selv at en madblog var et glimrende mål på længere sigt, men at jeg nok ikke var dygtig nok endnu. Heldigvis tog jeg mod til mig, og den er blevet taget rigtig godt i mod.

Bloggen har gjort at jeg i dag tænker meget mere over min mad, end jeg gjorde før. Det nytter ikke noget at maden smager godt hvis jeg sjusker med målene, eller billedet bliver skidt. Naturligvis bestemmer jeg selv hvad der ender på bloggen. Men for mig er det både skræmmende og super motiverende, at enhver kan læse, nyde, bedømme, elske eller hade noget, jeg har lagt så meget energi i. Og det får mig kun til at elske bloggeriet endnu mere. Måske de hyppige opdateringer under det der burde være eksamensforberedelser, kan forklares hermed.

Om jeg stadig er veganer, og om jeg stadig blogger om fem år, ved jeg ikke. Jeg kan nærmest ikke forestille mig hvorfor jeg ikke skulle. Men lige nu elsker jeg at være en ”ekstremistisk stakkel helt uden for pædagogisk rækkevidde”, og det må være det vigtigste!